Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Tusindfryd!

Vi er en lille integreret daginstitution, beliggende på to forskellige matrikler en lille kilometer fra hinanden. Vuggestuen ligger på Brønshøjvej 30, nær Brønshøj Torv og lige ved Vandtårnet. Børnehaven har til huse på Degnemose Allé 28 en fredelig villavej med Degnemosen som nabo.

Vi har plads til 80 børn. I vuggestuen er vi 36 børn, fordelt på tre stuer: Solen, Månen og Stjernen. I børnehaven er vi 44 børn, fordelt på to stuer: Spirestuen og Uglestuen. 

Vores huse

Vuggestuen holder til i en ombygget villa med kælder, stue og førstesal. I kælderen ligger de praktiske rum som garderobe, personalerum og kontor, mens stueetage og første sal er dedikeret børnene. Her er fx køkkenet, hvor vores køkkendame alle dage laver velsmagende og velduftende mad til os. De to grupper Solen og Månen huserer i stueetagen, Stjernen på første sal. Hver vuggestuegruppe råder over to rum. Det giver os mulighed for at dele os op og lave aktiviteter i mindre grupper. Udenfor har vi vores legeplads, der er udformet til vuggestuebørn. Her kan vi høre fuglene synge, se flaget, der vejrer i flagstangen, mærke græs under fødderne og begrave hænderne dybt i sandkassen.

Også børnehaven holder til i en ombygget ejendom. Her er Spirestuen i stueetagen og Uglestuen på første sal. Begge grupper råder over tre rum hver. De er opdelt af glasdøre, så lyset kan strømme igennem, når vi af og til lukker dørene og deler os op i mindre grupper, som fx ved spisetid. Vores legeplads er af ældre dato, men ligger uforstyrret omgivet af villahaver. Den er i flere niveauer, hvilket giver børnene mulighed for at lege i uforstyrrede kroge og bag høje træer, dufte, føle, lytte i sansehaven eller give den gas på boldbanen, på cykler og i gyngestativet. Køkkenet ligger på 1. sal. Herfra breder duften af hjemmebagt brød og god mad sig til hele huset.

Pædagogik til den enkelte børnegruppe

Fordi vi er beliggende på to matrikler, har vi mulighed for at målrette vores daglige pædagogiske arbejde til den enkelte børnegruppe. Det betyder, at vi i vuggestuen prioriterer tryghed, nærhed og pladsen til "bare at være" i det tempo, der passer til vuggestuebørn generelt og det enkelte vuggestuebarn i særdeleshed. Mens vi i børnehaven har lidt større armbevægelser og arbejder målrettet på at skabe rum for leg og gode fællesskaber, hvor alle børn kan deltage. Det betyder, at vi lægger mange kræfter i at understøtte børnenes indbyrdes relationer og deres legeudvikling.

Sprog og bevægelse

I Tusindfryd arbejder vi med to pædagogiske løftestænger i både vuggestue og børnehave: Vi bruger bevægelse og bevægelseslege til at understøtte de gode børnefællesskaber og til at støtte børnenes trivsel og udvikling generelt. Og vi har fokus på sprog og sproglig udvikling. I 2022 gennemgik hele personalegruppen et uddannelsesforløb om "Børn og bevægelse" i samarbejde med DGI. Det har klædt os på til at indtænke bevægelse i alle aspekter af vores pædagogik. Når vi arbejder med såvel bevægelse som børnenes sproglige udvikling gør vi det i en legende sammenhæng. Vi ser, at sprog og leg er tæt forbundne, og derfor understøtter vi børnenes kommunikation i legen, vi hjælper dem i deres legeudvikling og i at skabe gode legefællesskaber.