Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i vuggestuen

I vuggestuen har vi fokus på det nære, på tryghed og på at hvert barn skal have mulighed for opleve og sanse verdenen i sit eget tempo. 

Vi følger ugens og gang og lægger vægt på at have både faste aktiviteter og tid til at følge børnenes spor. Om torsdagen går de største vuggestuebørn fx fast på besøg i børnehaven. Det giver børnene mulighed for at lære børnehaven godt at kende, inden de selv skal starte. Samtidig øver vi os i at gå tur, når vi går derover. Hver fredag byder vi op til dans, når vi har "fredagsrock". Her tænder vi for høj musik, bevæger os til rytmerne, og hopper og danser så vildt, at det gungrer i gulvet. Andre dage er det lidt mindre vildt, når vi bestiger forhindringsbaner og leger sang- og fagtelege. Vi går også ofte på "kigge"-ture i nærområdet, hvor fokus ikke er på at nå langt, men på at gå sammen, at kigge på det samme og tale om det, vi ser.

Morgen

Vuggestuen åbner klokken 7 og i den første times tid tilbyder vi morgenmad. På dette tidspunkt er vi også alle samlet på én stue. Vi prioriterer rolige morgener og at hygge om hinanden, så alle får en rolig og god start på dagen. Efterhånden som børnene møder ind, fordeler vi os ud på stuerne, så vi er klar til formiddagsmad og samling klokken 9.

Formiddag

Efter samling går formiddagens aktiviteter i gang. Nogle dage synger vi eller maler, nogle dage går vi på legepladsen, andre dage går vi på "kigge"-tur" og af og til bliver vi indenfor på husets bedste plads: dér hvor man kan stå (længe!) og se ud på Brønshøjvej, hvor alle busserne kører forbi.

Frokosten er klar 10.45. Efter frokost er det tid til at blive skiftet og lave rolige aktiviteter, inden det er tid til at sove til middag. De mindste børn sover udenfor i krybber i et overdækket udhus ved legepladsen. De større børn sover indenfor på madrasser. Der er altid voksne omkring børnene, når de skal sove.

Eftermiddag

Efterhånden som børnene vågner, bliver de taget op. Og cirka klokken 14 er eftermiddagsmaden klar, her har vores køkkendame ofte bagt lækkert brød til os. De børn, der sover længe, får mad, når de vågner. Herefter leger børnene på deres egen stue eller på legepladsen og sidst på dagen samles vi igen på én stue, eller på legepladsen, indtil vuggestuen lukker og vi siger tak for i dag og på gensyn i morgen.