Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Har I fået en plads i Tusindfryd, så ring til vores pædagogiske leder Pernille Werth Larsen på telefon: 29427015. Hun vil fortælle jer, hvilken stue jeres barn skal gå på, og give jer kontaktoplysninger til stuen.

I aftaler derefter opstart og indkøring med personalet på jeres barns kommende stue.

Start i vuggestuen

Vi har ikke en fast plan for indkøring. Udgangspunktet er jer og jeres barn! Det vigtigste for os er, at I og jeres barn får en god start, og at I som forældre er trygge ved at aflevere.

Vi tager udgangspunkt i jeres barns behov, og vi tager afsæt i, hvor lang tid I har til indkøring samt jeres kendskab til jeres barn. Men vi anbefaler, at I afsætter to uger til indkøring, typisk mere intensivt i den første uge, end i den anden, og vi opfordrer altid til, at jeres barn har kortere dage i starten, da det kan være overvældende med alle de nye indtryk.

I den første tid er det den samme faste voksne, som møder jer og jeres barn, derefter bygger vi ud, så barnet lærer flere voksne og større områder af vuggestuen at kende; altså fra det små til det større. Dette foregår altid i dialog med jer.

Start i børnehaven

Næsten alle børn der starter i børnehave i Tusindfryd har også gået i vuggestue. Derfor er overgangen fra vuggestue til børnehave ofte nem. Vi anbefaler, at I er med i hvert fald den første dag i børnehave og indretter jer efter, at jeres barn kan have brug for lidt kortere dage i starten. 

Er jeres børnehavebarn helt ny i Tusindfryd, aftaler vi en indkøring, der tager hensyn til det.

Opstartssamtale

Vi afholder en samtale cirka tre måneder efter opstart i både vuggestue og børnehave. Her kan vi tale om opstarten, I kan stille spørgsmål, og vi taler om, hvordan jeres barn er faldet til. 

Vi glæder os til at byde jer velkommen og til at lære jer og jeres barn at kende!